Klatregrader: forstå alle systemerne (fransk, Font, V, YDS, UIAA)

Denne artikel gennemgår de 5 graderingsskalaer, der bruges i klatring verden over, fortæller hvor de kommer fra, giver referencetabellen til omregning og forklarer, hvorfor en gradering ikke helt er det samme som en oplevet sværhedsgrad. Til sidst kan du læse en norsk topo, en guidebook fra Hueco Tanks eller en topoguide fra Frankenjura uden at spekulere på, om du går på dit eget niveau eller 3 grader over.

Hvor kommer graderingerne fra

Skalaen i romertal, som du bruger i dag, stammer fra Willo Welzenbach, der kodificerer den i 1920’erne med 6 grader, hvor VI er sat som grænsen for det menneskeligt mulige. UIAA (Union Internationale des Associations d’Alpinisme) gør den bare officiel i 1967, stadig lukket i toppen. Den åbner sig, fordi virkeligheden på klippen var løbet foran: Reinhold Messner udfordrer grænsen i Le 7e degré (1973), Reinhard Karl og Helmut Kiene åbner Pumprisse på Wilder Kaiser den 2. juni 1977 og vover at gradere den VII, og UIAA anerkender den 7. grad i 1978, inden den gør skalaen åben opad i 1985.

I Frankrig går førstebestigerne i Verdon, Buoux og Saussois i 1970’erne over til et system med arabertal (3, 4, 5, 6…) suppleret med bogstaverne a, b, c og tegnet + til at underinddele hver grad. Systemet er finere end UIAA og bliver referencen for sportsklatring i Europa.

I Fontainebleau, hvor man har klatret uden reb på korte boulders siden begyndelsen af det 20. århundrede, opstår der en selvstændig skala, adskilt fra ruteskalaen.

I USA udvikler der sig 2 separate skalaer: YDS til ruter, V-scale til bouldering.

Det franske system: ruter og Fontainebleau-bouldering

Frankrig bruger reelt 2 forskellige skalaer, der visuelt ligner hinanden meget. Til rute (sport eller multipitch) går skalaen fra 1 til 9c med små bogstaver: 6a, 6a+, 6b, 6b+, 6c, 6c+, 7a… Til bouldering bruger Fontainebleau-skalaen de samme trin, men med store bogstaver: 6A, 6A+, 6B… og op til 9A i dag (Burden of Dreams, den første 9A).

Reglen for underinddeling er den samme i begge tilfælde. Mellem 2 hele niveauer (for eksempel 7a og 7b) skyder man et halvt niveau ind (7a+). Mellem et helt niveau og dets halve niveau (mellem 7a og 7a+) kan man dele en gang til med en slash grade: 7a/7a+. Betegnelserne “soft” og “hard” viser, at en rute er nem eller hård til sin gradering, uden at den skifter trin.

Et par “referenceruter”: Galaxy i Céüse (7b+) er stadig den historiske målestok for niveauet. La Rose et le Vampire i Buoux (8b), førstebesteget af Antoine Le Menestrel i 1985, fungerede længe som verdensreference for 8b. Bibliographie i Céüse (9b+), friklatret af Alex Megos i august 2020 som 9c og siden nedgraderet til 9b+ af Stefano Ghisolfi i 2021, viser hvor skrøbelige graderingerne er i toppen. Silence i Flatanger i Norge (9c), førstebesteget af Adam Ondra i september 2017, er den første foreslåede 9c.

V-scale-systemet (USA, bouldering)

V-scale opstod i Hueco Tanks i Texas på initiativ af John Sherman, med kælenavnet Vermin. I 1991 foreslår han en åben skala, der starter ved V0 for det, der dengang svarede til europæisk 5+/6a bouldering, og som stiger i hele trin: V0, V1, V2… uden a/b/c-underinddelinger. Den eneste tilladte underinddeling er + (V5+, V6+…).

V-scale har slået igennem i Nordamerika, Oceanien og Japan. I dag er den øvre grænse V17: Burden of Dreams i Finland (Lappnor, førstebesteget af Nalle Hukkataival i 2016, gentaget af Will Bosi i 2023, Simon Lorenzi i 2024 og derefter Aidan Roberts i maj 2024, Return of the Sleepwalker i Nevada (førstebesteget af Daniel Woods i marts 2021)…

YDS-systemet (USA, ruter)

YDS, eller Yosemite Decimal System, stammer fra en klassifikation udviklet af Sierra Club i 1930’erne til at beskrive et bjergterræn som helhed. Klasse 1 til 4 dækker gang, vandring uden for sti, stejlt terræn hvor hænderne skal med, og let klatring uden sikring. Klasse 5 betegner klatring, der kræver reb.

Klasse 5 underinddeles fra 5.0 (den nemmeste) op til 5.15d i dag. Fra 5.10 og opefter er hvert niveau underinddelt i a, b, c, d. 5.10a er altså nemmere end 5.10d, som selv er nemmere end 5.11a. En lille finurlighed: man siger ikke “fem komma ti a”, men “five ten a”, som om 5 var kategorien og 10a niveauet.

YDS rummer også en dimension for udsathed, arvet fra trad og multipitch, i form af suffikserne R og X, som er beskrevet længere nede.

UIAA-systemet

UIAA-skalaen, i romertal fra I til XII (med varianterne + og -), lever stadig i de tysktalende lande: Tyskland (Frankenjura, Elbsandstein), Østrig, det tysktalende Schweiz, Norditalien (Dolomitterne). Du støder på den i topoer til alpine multipitchruter og i tjekkiske topoer.

Hurtige pejlemærker: UIAA VI+ svarer til fransk 6a, VIII til 7a, X til 8b og XI til 9a. Over XII er skalaen stadig åben, men den bruges stort set ikke længere til moderne graderinger i toppen, som angives i fransk eller YDS.

Komplet omregningstabel

Tabellen nedenfor krydser de 3 store skalaer for rute (fransk, YDS, UIAA, plus Font-bouldering og V-scale i en separat kolonne som huskeregel for tilsvarende anstrengelse). Ingen omregning mellem bouldering og rute er matematisk. Ækvivalensen bygger på, at ved samme rene fysiske sværhedsgrad graderes en boulder i gennemsnit 3 til 4 grader højere end den samme sektion sat ind i en rute (fordi boulderen samler hele anstrengelsen på nogle få træk).

Fransk rute	YDS (USA rute)	UIAA	Fransk bouldering (Font)	V-scale (USA bouldering)
4	5.6	IV	3	VB
5a	5.7	V-	4-	VB
5b	5.8	V+	4	V0-
5c	5.9	VI	4+	V0
6a	5.10a	VI+	5	V1
6a+	5.10b	VII-	5+	V2
6b	5.10c	VII	6A	V3
6b+	5.10d	VII+	6A+	V3
6c	5.11a	VII+/VIII-	6B	V4
6c+	5.11b	VIII-	6B+	V4
7a	5.11c	VIII	6C	V5
7a+	5.12a	VIII+	6C+	V5
7b	5.12b	VIII+/IX-	7A	V6
7b+	5.12c	IX-	7A+	V7
7c	5.12d	IX	7B	V8
7c+	5.13a	IX+	7B+	V8
8a	5.13b	IX+/X-	7C	V9
8a+	5.13c	X-	7C+	V10
8b	5.13d	X	8A	V11
8b+	5.14a	X+	8A+	V12
8c	5.14b	XI-	8B	V13
8c+	5.14c	XI-/XI	8B+	V14
9a	5.14d	XI	8C	V15
9a+	5.15a	XI/XI+	8C+	V16
9b	5.15b	XI+/XII-	9A	V17
9b+	5.15c	XII-	(9A+)	(V18)
9c	5.15d	XII	(9B)	(V19)

Felterne i parentes markerer teoretiske graderinger, som endnu ikke er bekræftet af en gentagelse med konsensus. Omregningen mellem bouldering og rute på samme række er ikke et strengt lighedstegn: en 8A boulder “forvandler” sig ikke til en 8b rute, det er bare størrelsesordenen for sammenlignelig anstrengelse, når boulderen indgår i en lang udholdenhedsrute.

Gradering og oplevet sværhedsgrad er ikke det samme

En gradering skal måle den objektive sværhedsgrad i en sammenhængende passage. Kriterierne, der tæller med, er målbare fysiske parametre: grebenes størrelse og form, afstanden mellem grebene, grebenes orientering (opad, på kanten, som undercut), væggens hældning, væggens længde, samt antallet af klip og deres placering.

Det, der i teorien ikke tæller med i graderingen: din form på dagen, friktionen (temperatur, luftfugtighed), den beta du vælger (den bedste beta nedgraderer ofte ruter), dit eventuelle kropsmæssige handicap på netop den rute (en høj kan trække et træk i rækkevidde, en lav må lave en dyno), din følelsesmæssige binding til graderingen.

Didier Delignières (INSEP, 1991, La difficulté en escalade : proposition d’une approche psychophysique) har vist, at der ikke er nogen lineær sammenhæng mellem oplevet og reel anstrengelse. Når anstrengelsen ligger langt under dine evner, har du svært ved at skelne fint mellem 2 nemme niveauer. Når du nærmer dig dit maksimum, virker en lille ekstra sværhed uoverkommelig. Praktisk konsekvens: du graderer mest præcist i din zone af “moderat komfort”, altså ruter der er middelhårde for dig, ikke for hårde, ikke for nemme.

Det er også derfor, en 6a i hallen kan føles meget anderledes end en 6a på klippe. Emnet er uddybet i artiklen om gradering i hal vs. klippe.

Slash grades og debatten om kropsbygning

På nogle ruter er det næsten umuligt at vælge mellem 2 graderinger. Sværhedsgraden falder præcis på vippen. Klatrere i form oplever den nederste gradering, de mindre veltrænede den øverste. Deraf brugen af slash grade (7a/7a+, 8b+/8c).

I slutningen af juni 2025 udgiver Kimbrough Moore, klatrer og professor i filosofi ved University of San Francisco, et essay, der ryster miljøet. Hans tese: systemet er skævt på grund af den historiske målestok (en voksen mand på omkring 1,75 m) og burde skifte til systematisk flerdobbelte graderinger efter kropsbygning (for eksempel 7a/6c+ for at betyde “7a for en lille kropsbygning, 6c+ for en høj på et rækketræk”). Idéen: en gradering bedømmer mindre selve klippestykket end den menneskelige oplevelse, der møder det.

Bill Ramsey, en anden klatrende filosof fra Nevada, svarer ham kort efter i Rethinking Slash Grades. Modsat argument: at mangedoble graderingerne efter kropsbygning ville skabe en illusion om præcision og ødelægge systemets universalitet. At sammenligne 2 ruter med hinanden ville blive absurd kompliceret. For Ramsey er det bedre at acceptere, at en gradering er en nyttig tilnærmelse, end at forsøge at splitte den op i det uendelige.

Debatten er ikke afgjort og kører videre i fagmagasinerne (Climbing, Gripped, Grimper). Den hænger sammen med ældre kontroverser om nedgradering af ekstreme ruter, som Bibliographie eller Akira af Fred Rouhling. Vil du grave dybere i de kontroverser, så se artiklen nedgradering og 9c.

Udsathed, R, X, E: graderingen fortæller ikke det hele

I USA rummer YDS en dimension for udsathed. R står for Runout: det mulige fald er langt, men sandsynligvis ikke dødeligt. X betyder, at et fald kan være dødeligt (jorden, en hylde, en bolt for langt væk). Bogstaverne sættes efter den tekniske gradering: en 5.11a X er fysisk overkommelig for en klatrer på 6c+, men fejlen bliver ikke tilgivet.

I Storbritannien kombinerer trad 2 graderinger på hver rute, og det fortjener en artikel for sig selv. E-grade (E1, E2… E11 i dag) udtrykker den samlede udsathed, som blander fysisk sværhedsgrad, sikringernes kvalitet og den mulige faldhøjde. Tech grade (4a, 5b, 6c…) udtrykker den rene tekniske sværhedsgrad i det hårdeste træk. Det er det mest ærlige system til at beskrive klatring, hvor sikringerne lægges undervejs, og hvor den rene fysiske sværhedsgrad ikke rækker til at beskrive ruten. Teknisk klatrer man en E1 5a og en E5 5a ens. Det, der ændrer sig, er koldblodigheden: E5 kræver 10 gange mere.

I fransk sportsklatring er graderingen rent fysisk. Udsatheden fremgår ikke af tallet. Det er op til topoen og mund til mund at gøre opmærksom på reblængder med langt mellem boltene, udsatte udstigninger eller høje førstebolte.

Sådan graderer du finkornet: triplet-metoden

Vil du gradere en rute, du lige har sat op, eller sammenligne 2 passager, foreslår den såkaldte triplet-metode at skære ruten op i korte sektioner (5 til 10 træk, graderet som en Font-boulder med stort bogstav) og lange sektioner (over 15 træk, graderet som en rute med lille bogstav), adskilt af hvil mærket G (god), M (middel), B (dårlig), N (ingen).

Referenceækvivalensen: en boulder før en resistance-sektion lægger cirka +3,3 graderinger til ruten, en boulder efter en resistance-sektion lægger cirka +5 graderinger til. Læsbart eksempel: La Rage de Vivre i Buoux (8b+) = 8b G 8a+. Silence i Flatanger (9c) = 8b G 8C M 8B B 7C+ G 7A.

For detaljerne om graderingssystemet til ruter og referenceruterne, se den dedikerede artikel: gradering af klatreruter.

FAQ

Hvilken gradering skal man starte på i klatring?

Det afhænger mest af din fysiske udgangsform og hvor godt du falder ind i bevægelsen. Groft sagt klatrer en voksen begynder i hallen typisk i 4 og 5 de første gange, rykker meget hurtigt op i 5+ og når 6. grad efter nogle uger eller måneder med regelmæssig træning. På velboltet sportsklippe er ruter graderet 4 til 5b et godt pejlemærke til de første ture. 6a bliver ofte set som den første rigtige tekniske barriere. Vil du strukturere din udvikling, så se at blive bedre til klatring.

Er en 6a i hallen det samme som på klippe?

Nej. Kommercielle klatrehaller har en tendens til at gradere “generøst” for at holde på kunderne. En 6a i hallen svarer ofte til en 5c på klippe, især på de historiske klippeområder (Saussois, Buoux, Annot). Skiftet fra plastik til kalk eller granit tilføjer også en sværhed i at læse klippen og i fodarbejdet, som hallen ikke gengiver. Emnet er uddybet i gradering i hal vs. klippe.

Hvordan går man fra V (USA) til Font?

Hurtige pejlemærker: V3 = 6A, V5 = 6C, V7 = 7A+, V9 = 7C, V11 = 8A, V13 = 8B, V15 = 8C, V17 = 9A. V-scale er mindre finkornet end Font (ingen a/b/c), så flere Font-graderinger lander på den samme V-grad. Komplet tabel og forklaringer i gradering af bouldering.

Vil du videre… fortsæt læsningen