Klatreordbog: forstå klatrernes jargon

Artiklen er opdateret den 02/09/2026.

Klatring slæber rundt på et tæt ordforråd, halvt teknisk og halvt slang, som i de første sessioner i hallen eller på boulderen kan give følelsen af at lytte til et fremmedsprog. “Dropknee på volumen, crimp listen, luk med tommelen …”, det betyder noget, men man skal lige have nøglerne. Denne ordbog samler 54 begreber fra klatrejargonen, ordnet efter tema, så du kan følge en samtale ved foden af boulderen eller læse en fører. Den er ikke udtømmende, men den dækker det, man oftest hører. Hver definition holdes kort, med et par tekniske præciseringer der, hvor detaljen betyder noget, som ved fuld crimp eller ved graderingerne.

Grebstyperne

Grebstypen beskriver den måde, hånden får kontakt med grebet på. Den afhænger af grebets form (jug, liste, sloper, pinch), men også af klatrerens valg: på den samme liste kan man tage fuld crimp, halv crimp eller åbent greb. Når du kender grebstyperne, taler du samme sprog som den klatrer, der giver dig en beta eller et træningsråd.

• Jug : stort greb, som man kan tage om med hele hånden, som hanken på en taske. Hvilepositionen frem for nogen på en rute.

• Liste : et overordnet “lige” greb med en smule kant, 5 til 25 mm dybt, som kun giver plads til 1 eller 2 fingerled. Det er på listen, man træner den specifikke fingerstyrke.

• Sloper: afrundet greb uden tydelig kant, som holdes ved friktion. Kræver præcis kropsplacering og meget hudkontakt.

• Pinch : greb, man klemmer mellem tommelen og de øvrige fingre. Træner tommelens adduktor og koordinationen i hele hånden.

• Tofingerhul, enfingerhul: greb, der kun giver plads til 1 eller 2 fingre. Mere krævende for senerne, skal håndteres med forsigtighed og efter lang opvarmning.

• Undercling : greb, man holder med håndfladen opad. Kræver armstyrke og fødder placeret højt.

• Åbent greb : stilling, hvor fingrene ikke er bøjet, bortset fra leddet mellem første og andet fingerled. Det er det greb, der belaster ringbåndene mindst.

• Halv crimp : det proksimale interfalangealled bøjet cirka 90 grader, det distale neutralt eller let bøjet, tommelen fri. Referencepositionen for de fleste protokoller til fingerstyrketræning (max hangs, repeaters).

• Fuld crimp : det proksimale interfalangealled bøjet maksimalt, det distale interfalangealled i overstrækning (fingerspidsen “mases” mod grebet), tommelen låser hen over pegefingeren. Den kraftigste position på en lille liste, men også den mest risikable for ringbåndene A2 og A4. Bruges punktvist, ikke som træningsrutine.

Om forebyggelse af de skader, der hænger sammen med disse greb, læs også fingerskader i klatring.

Bevægelsesteknikkerne

Bevægelse i klatring handler ikke kun om at trække med armene. En stor del af fremgangen ligger i placeringen af hofter og fødder. Her er de grundteknikker, som enhver samtale ved boulderen eller enhver ruteaflæsning bruger.

• Hælhook : man hooker et greb med hælen i stedet for med fodspidsen. Bruges til at trække med benet (baglår og balder), ofte i overhæng, og gør det muligt at komme op og holde sig ind til væggen med mindre arbejde i overkroppen.

• Toehook: man hooker et greb med oversiden af foden (vristen). Uundværligt i moderne bouldering og i tag.

• Dropknee: bruges hovedsageligt i overhæng (nogle gange i indvendige hjørner). Det går ud på at dreje det ene ben, så knæet peger nedad eller indad, mens man fortsat skubber og griber med foden. Hoften kommer tættere på væggen, hvilket giver mulighed for at hvile eller nå et greb med mindre arbejde i armene. På fransk hedder det “lolotte”.

• Kompression: passage, hvor man klemmer en kant eller et volumen mellem de 2 hænder (og nogle gange de 2 fødder). Meget krævende for bryst og biceps.
• Mantle: bevægelsen, hvor man går fra at trække til at skubbe på et greb for at komme op på det, som når man kravler op af en swimmingpool. Signaturbevægelsen ved boulder-topouts.
• Dyno, kast: eksplosiv bevægelse, hvor klatreren slipper sine kontaktpunkter samtidig for at nå et greb uden for statisk rækkevidde. Kræver koordination og timing.

• No-foot: man klatrer udelukkende med armene, med fødderne dinglende.
• Run-and-jump, wall run: man løber langs væggen med fødderne for at få fart på og nå et fjernt greb. Ses i moderne bouldering og i konkurrence.
• Smearing: fodstøtte på en glat flade uden tydeligt trin, som kun holder ved friktionen fra skoens gummi. Grundlæggende på plader.

Udstyret

• Crash pad: tyk madras, man lægger på jorden for at dæmpe fald i bouldering udendørs.
• Kridt: magnesiumkarbonat, der opsuger sveden fra hænderne. Flydende kridt kommer på flaske, baseret på sprit og karbonat.
• Tape: medicinsk “tape”, man vikler om fingrene for at støtte svækkede ringbånd, eller for at undgå flappers (huller i huden).
• Klatresko: sko med særlig gummisål til klatring.
• Klatresele: sele om hofter og lår, som holder klatreren i rebet.
• Quickdraw : 2 karabiner forbundet af en slynge, som man klipper i et fast punkt (bolt) for at føre rebet igennem.
• Enkeltreb, halvreb: enkeltrebet bruges alene på enkeltlængder. Halvreb, 2 tynde parter (ofte 7,5 til 9 mm) brugt parallelt, især på multipitch for at styre rebtrækket og øge sikkerheden ved rapelling.
• Hangboard, fingerboard: plade i træ eller resin monteret på væggen, med forskellige lister, jugs og huller. Hovedredskabet til specifik fingerstyrketræning. Se hvordan du vælger dit hangboard.

Niveauer og graderinger

Graderingen angiver, hvor svær en rute eller en boulder er. Flere systemer eksisterer side om side alt efter land og klatretype, og detaljerne om hvert af dem står i guiden klatregrader.

• Fransk gradering (sportsrute): åben skala fra 3 til 9c. Underinddelinger a, b, c med eller uden + (4a, 4b, 4c, 5a, 5b, 5c, 6a, 6a+, 6b, 6b+, op til 9c). Over 6a bliver hver halve grad mærkbar.
• Fontainebleau-gradering: skala fra 1 til 9A, opbygget som den franske, men med stort bogstav. Verdensreferencen for bouldering udendørs. Detaljer og omregningstabel i bouldergradering.
• V-skalaen : det amerikanske graderingssystem til bouldering, fra V0 til V17. Omtrentlig omregning: V0 ≈ 4, V3 ≈ 6A+, V6 ≈ 7A+, V10 ≈ 7C+, V13 ≈ 8B.
• YDS-skalaen (Yosemite, rute): det amerikanske system til gradering af ruter, fra 5.0 til 5.15d (5.15d = 9c, den højeste grad tildelt til dato).
• Onsight : at klatre en rute i første forsøg uden anden information end det, man kan se fra jorden.
• Flash: at klatre i første forsøg, men med informationer (har set nogen klatre den, fået beta).
• Redpoint, efter arbejde: at klatre en rute, efter at man har arbejdet med den og gentaget den.
• Enkeltlængde: sportsrute på én enkelt længde.
• Multipitch: rute over flere længder, med standpladser mellem hver længde.

Rute- og terræntyper

• Plade: klippe- eller vægflade med svag hældning (mindre end 90 grader). Balance, friktion og præcision vejer tungere end styrke.
• Lodret: 90 grader, den lige væg. Kræver balance mellem placering og fingerstyrke.
• Overhæng : væg, hvis hældning overstiger 90 grader. Armene og kroppens kerne arbejder meget, og hofteplaceringen bliver afgørende. Se også hvordan du bliver bedre til at klatre.
• Tag : vandret sektion, rent loft. Maksimal sværhedsgrad for krop og arme.
• Boulder: klatring på korte, meget intense passager (3 til 12 træk), uden reb, med en crash pad eller madrasser til landingen.
• Trad, eventyrterræn: klatring på klippe uden eller med kun få faste sikringer, hvor klatreren selv lægger sine sikringer (kiler, friends).

• Aid: kunstig klatring, man kommer opad ved at trække sig op i sikringspunkterne i stedet for at klatre frit.

Ordforrådet omkring træning og fremgang

• Crux: den sværeste passage på en rute eller en boulder.
• Beta: den optimale rækkefølge af træk til at komme igennem en passage.
• Arbejde: gentagne forsøg på en rute for at huske den og klatre den igennem efter flere sessioner.
• Projekt: rute eller boulder på grænsen af dit niveau, som man arbejder med over flere sessioner eller endda flere sæsoner.
• Rutebygning: udformningen af en rute indendørs (af en rutebygger) eller førstebestigningen på klippe (af den, der bolter og renser linjen).
• Plateau: periode med stilstand uden synlig fremgang. Ofte et tegn på, at en træningsparameter skal ændres (volumen, intensitet, type af belastning).
• Deload: uge eller blok med restitution og lav volumen efter en intens træningsperiode, så superkompensation kan finde sted.
• No-hang: øvelse uden ophæng, med fødderne på jorden, hvor man trækker i et bærbart redskab som Le Bloc, for at dosere belastningen præcist og isolere fingerbøjerne uden at belaste skuldrene.

Ruteaflæsning og taktik

• At læse ruten: fra jorden at analysere rækkefølgen af træk, identificere grebene, spotte hvilepunkterne og cruxet. Et trin, begyndere ofte springer over.
• Hvile: position, hvor klatreren kan slappe af i den ene arm (eller begge), ofte på en jug, et knæ …
• Toprope : at klatre med rebet allerede ført gennem standen øverst på ruten, mens sikringsmanden tager rebet ind undervejs.
• Kraftfordeling: evnen til at dosere intensiteten i sin indsats, til på en lang rute at veksle mellem kampfaser og aktive restitutionsfaser og at nå cruxet med noget i reserve. Et centralt begreb på hårde enkeltlængder og på multipitch.

Vil du videre med forberedelsen, så se opvarmning til klatring og det komplette program med øvelser på hangboard. Med hensyn til udstyret dækker modellerne Origin, bærbart hangboard og versionen Le Bloc behovene fra begynder til øvet.

Vil du vide mere… fortsæt læsningen